Hvem bestemmer, hvad succes er? – om at skabe en virksomhed på egne præmisser
Hvornår er man egentlig en succes som selvstændig? Er det, når virksomheden vokser, kalenderen er fyldt med kunder, og omsætningen stiger år efter år?
Eller kan succes også være at have få kunder, god tid til sit arbejde og frihed til at indrette hverdagen, som man selv ønsker?
Vi taler meget om succes som selvstændige. Men jeg synes, vi taler alt for lidt om, hvem der egentlig har bestemt, hvordan succes skal se ud.
For hvad nu, hvis det arbejdsliv, vi forsøger at skabe, slet ikke passer ind i den traditionelle forestilling om en succesfuld virksomhed?
I anden episode af Soulful Nature deler jeg mine refleksioner om succes, forventninger og retten til at drive virksomhed på sin egen måde.
Jeg fortæller om, hvorfor jeg ikke ønsker at have en stor virksomhed, hvorfor en kontorplads viste sig at være en rigtig dårlig idé for mig, og hvorfor jeg er begyndt at bruge et helt andet ord, når jeg tænker på min virksomheds værdi.
Nemlig berettigelse.
For måske behøver en virksomhed ikke at være en stor succes for at have sin berettigelse.
Lyt til Hvem bestemmer, hvad succes er?
Soulful Nature · Sæson 1 · Episode 2

Hvad betyder succes egentlig?
Inden jeg optog episoden, slog jeg ordet succes op i Den Danske Ordbog.
Her beskrives succes blandt andet som noget, der er vellykket og medfører stor anerkendelse, fortjeneste eller fremgang.
Det fik mig til at tænke.
For hvis succes handler om anerkendelse, økonomisk fortjeneste og fremgang, hvor efterlader det så alle os, der ikke nødvendigvis ønsker at bygge en virksomhed, som bliver større og større?
Jeg startede ikke som selvstændig, fordi jeg drømte om at blive den næste Jesper Buch.
Jeg blev selvstændig, fordi jeg gerne ville skabe et arbejdsliv, hvor der var plads til min familie.
Jeg havde arbejdet 37 timer om ugen i en institution, og når jeg kom hjem, havde jeg ikke den energi tilbage, som jeg gerne ville give mine egne børn.
Jeg ønskede mig frihed. Muligheden for at hente børnene tidligt. At kunne indrette mine arbejdsdage efter vores familieliv i stedet for omvendt.
Det var derfor, jeg blev selvstændig fotograf.
Og jeg ved, at mange af de selvstændige, jeg møder gennem mit arbejde, har lignende overvejelser.
De ønsker at gøre en forskel, have mere frihed eller skabe en bedre balance mellem arbejde og privatliv.
Alligevel kan vi ende med at måle vores virksomheder på, hvor meget vi omsætter, hvor mange kunder vi har, og hvor hurtigt vi vokser.
Også selvom det slet ikke var derfor, vi begyndte.
Skal en virksomhed altid vokse?
Der er en forestilling om, at en sund virksomhed er en virksomhed i vækst.
Flere kunder. Mere omsætning. Flere ansatte. Større ambitioner.
Men hvad nu, hvis man faktisk har det bedst med at have få kunder?
Sådan har jeg det.
Når jeg fotograferer for en kunde, bruger jeg meget energi på både forberedelsen, selve fotograferingen og det efterfølgende arbejde med billederne.
Jeg kan bedst lide at afslutte én opgave, inden jeg for alvor begynder på den næste.
Jeg har brug for tid til at lade oplevelsen bundfælde sig, inden jeg går i gang med at redigere. Jeg arbejder med den stemning og energi, der opstod under fotograferingen, og den proces har jeg ikke lyst til at presse ind mellem en masse andre opgaver.
Det betyder også, at der er en naturlig grænse for, hvor mange kunder jeg kan have.
Og dermed også for, hvor mange penge jeg kan tjene.
Men betyder det, at min virksomhed er mindre værd?
Det synes jeg ikke.
For jeg ved, hvilken forskel jeg kan gøre for de mennesker, jeg fotograferer. Jeg ved, hvor meget det betyder for mig at skabe de billeder, og hvor meget jeg holder af mit arbejde.
Det er også en værdi.
Bare ikke nødvendigvis en, der kan aflæses i et regnskab.
Fra succes til berettigelse
På et tidspunkt, hvor jeg reflekterede over min virksomhed og mit arbejdsliv, dukkede ordet berettigelse op.
Og det var, som om noget faldt på plads.
For hvor succes for mig ofte kommer til at handle om sammenligning, føles berettigelse som noget helt andet.
Min virksomhed behøver ikke være større end andres.
Jeg behøver ikke have flere kunder end sidste år.
Jeg behøver ikke skabe en virksomhed med ansatte, kontorlokaler eller en millionomsætning.
Min virksomhed kan have sin berettigelse, fordi den skaber værdi for mine kunder, og fordi den giver mig mulighed for at arbejde på en måde, der passer til mig.
Selvfølgelig skal der være kunder i butikken, og selvfølgelig skal økonomien hænge sammen. Ellers er det svært at skabe den frihed, der var hele udgangspunktet.
Men økonomisk vækst behøver ikke være det eneste mål.
For mig er det langt mere interessant at spørge, om virksomheden giver mig det liv og det arbejdsliv, jeg ønsker.
Da jeg forsøgte at få et mere rigtigt arbejdsliv
I episoden fortæller jeg også om en oplevelse, jeg havde, efter vi flyttede til Struer.
Jeg fik mulighed for at prøve en kontorplads i et fælles kontormiljø for selvstændige.
Og jeg syntes faktisk, det lød helt fantastisk.
Efter næsten ti år som selvstændig havde jeg stadig en forestilling om, at det ville være dejligt at være sådan en, der tog på arbejde om morgenen.
Jeg kunne cykle afsted sammen med børnene, sætte mig ved mit skrivebord og arbejde koncentreret, indtil jeg skulle hjem igen.
Det lød både professionelt og effektivt.
Men sådan blev det overhovedet ikke.
Jeg blev stresset af at sidde der.
Mit arbejde tog længere tid, og jeg havde svært ved at finde den kreativitet og ro, som jeg ellers oplever, når jeg arbejder hjemme.
For hjemme kan jeg redigere billeder i sofaen med benene oppe. Jeg kan tage papir og blyant med ud i skoven, når jeg skal skrive. Jeg kan arbejde i gårdhaven om sommeren eller holde en pause, når jeg har brug for det.
Mit arbejdsliv er ikke særlig struktureret udefra.
Men det fungerer for mig.
Og pludselig gik det op for mig, at jeg i årevis havde haft en forestilling om, at mit arbejdsliv burde se anderledes ud.
At det ville være mere rigtigt, hvis jeg havde et kontor.
Men jeg havde jo allerede skabt et arbejdsliv, der passede til mig.
Hvorfor skulle jeg så forsøge at lave det om, bare fordi noget andet så mere professionelt ud?
Hvem måler du dig egentlig med?
Jeg tror, det er utrolig let at komme til at overtage andres forestillinger om, hvad en god virksomhed er.
Vi ser andre selvstændige fortælle om vækst, travlhed, nye kunder og store resultater.
Og det kan være både inspirerende og motiverende.
Men det kan også få os til at føle, at vi ikke gør det godt nok.
Selvom vi måske allerede har skabt meget af det, vi oprindeligt drømte om.
Hvis du blev selvstændig for at få mere frihed, giver det så mening at måle din succes på, hvor travlt du har?
Hvis du ønskede mere tid til din familie, er det så nødvendigvis et fremskridt, at du arbejder flere timer?
Og hvis du startede din virksomhed, fordi du elsker dit fag, hvor meget skal virksomheden så vokse, før du synes, du er lykkedes?
Jeg tror, vi kan få meget ud af at blive mere bevidste om, hvilke målestokke vi bruger.
For måske er det ikke vores virksomheder, der behøver at ændre sig.
Måske er det vores forestillinger om succes.
En lille øvelse: Hvad betyder succes for dig?
I slutningen af episoden inviterer jeg dig til at bruge fem minutter på at reflektere over din egen virksomhed.
Find et stykke papir frem, og svar på tre spørgsmål:
- Hvornår føler du, at du er allermest lykkedes i din virksomhed? Tænk på en konkret situation, hvor du mærkede, at det her var præcis det, du blev selvstændig for.
- Hvad ønsker du allermest, at din virksomhed skal give dig? Skriv gerne tre ting, der virkelig betyder noget for dig. Det kan være frihed, økonomisk tryghed, kreativitet, faglig udvikling, tid til familien eller noget helt andet.
- Er det faktisk de tre ting, du måler din succes på? Eller kommer du til at måle dig selv ud fra forventninger og idealer, som egentlig ikke har ret meget med dine egne ønsker at gøre?
Det sidste spørgsmål synes jeg er særligt interessant.
For hvis du ønsker frihed, men hele tiden vurderer din virksomhed på, hvor travlt du har, så er der måske noget, der er værd at undersøge.
Måske er du allerede lykkedes
Jeg synes ikke, vi skal holde op med at have ambitioner.
Og jeg synes bestemt heller ikke, at der er noget galt med at drømme om vækst, høj omsætning eller en stor virksomhed.
Men jeg synes, vi skal give plads til, at ambitioner kan se forskellige ud.
At det kan være ambitiøst at ville skabe et arbejdsliv med ro.
At det kan være en bevidst beslutning at have få kunder.
Og at en lille virksomhed kan skabe stor værdi, uden at den behøver vokse sig større.
For måske handler det ikke om at blive mere succesfuld.
Måske handler det om at opdage, at det, du allerede har skabt, faktisk har sin berettigelse.

Transskription af podcasten: Hvem bestemmer, hvad succes er?
Herunder kan du læse en redigeret transskription af hele episode 2 af Soulful Nature. Teksten er sprogligt tilpasset fra talesprog, men indhold og betydning er bevaret.
Velkommen til episode 2
Vi er nået til andet afsnit af mit lille podcastprojekt.
Jeg hedder Zoey Elinor, og jeg er fotograf – og nu er jeg så åbenbart også podcaster.
Det her er en lille miniserie, som efter planen kommer til at bestå af fem afsnit, og i dag skal vi i gang med afsnit to.
Det, jeg gerne vil tale om i dag, er ordet succes. Hvordan vores forestilling om succes både kan drive os fremad og spænde ben for os.
Og hvem er det egentlig, der har bestemt, hvad det vil sige at være succesfuld?
Det kunne jeg godt tænke mig at undersøge sammen med dig.
Jeg vil dele nogle af mine egne oplevelser og refleksioner og forhåbentlig give dig lidt at tænke over i forhold til, hvordan du selv måler din succes.
Så jeg håber, du har lyst til at lytte med.
Rigtig hjerteligt velkommen.
Hvad betyder succes?
Når vi skal tale om succes, synes jeg, det er nærliggende at begynde med at definere, hvad ordet egentlig betyder.
Når vi bliver iværksættere eller selvstændige, er det jo ofte med en forventning om, at vi skal blive succesfulde.
Jeg har været inde på ordnet.dk, hvor succes blandt andet defineres som:
Det, at noget bliver meget vellykket og medfører stor anerkendelse, fortjeneste, fremgang eller lignende.
Og som et vellykket eller heldigt resultat.
Så står der også, at antonymet er fiasko.
Det vil altså sige, at hvis vi ikke er en succes, så må vi være en fiasko.
Det synes jeg er nogle enormt spændende ord at arbejde med.
For som selvstændige går vi ofte ind i vores virksomhed med en forventning om, at det skal blive en succes.
Og selvfølgelig skal det det. For hvis det ikke bliver en succes, har vi jo lige fået konstateret, at så er det en fiasko.
Det er noget, jeg selv har arbejdet ekstremt meget med, fordi det ikke nødvendigvis er sådan, jeg oplever mit arbejdsliv.
Jeg tror, der er rigtig mange andre selvstændige, som går med de samme tanker.
Er jeg en succes, eller er jeg en fiasko?
Jeg synes, det er naturligt, at vi som selvstændige ønsker at være succesfulde. Men jeg synes også, der er nogle faldgruber.
For jeg gik ikke ind i det selvstændige liv for at blive den næste Jesper Buch.
Og det ved jeg, at der er mange i min kundegruppe, der heller ikke gjorde.
Vi er ikke en flok Jesper Buch’er.
Vi er en flok mennesker, der er blevet selvstændige, fordi vi ønskede os en anden form for arbejdsliv end det, arbejdsmarkedet kunne tilbyde.
Hvorfor blev vi egentlig selvstændige?
Måske blev du selvstændig, fordi du ikke følte, at du kunne gøre en reel forskel i dit tidligere arbejde.
Måske manglede du frihed.
Måske ønskede du en bedre balance mellem arbejde og privatliv.
Eller måske var det en kombination af det hele.
Sådan var det for mig.
Hvis du ikke har hørt afsnit 1, kan du gå tilbage og høre det. Der fortæller jeg lidt om min egen opstart som selvstændig.
Men for at gøre historien kort, så havde jeg brug for at kunne være mor, og jeg var god til at tage billeder.
Derfor blev jeg selvstændig fotograf.
Når jeg havde arbejdet 37 timer om ugen i en institution, havde jeg ikke mere energi tilbage til at give mine egne børn den omsorg, jeg gerne ville give dem.
Jeg var simpelthen brugt op.
Og det havde jeg ikke lyst til.
Derfor blev jeg selvstændig.
Mit selvstændige virke udspringer altså ikke af et ønske om at blive en stor kanon i erhvervslivet.
Det udspringer af et ønske om at skabe et godt og solidt arbejdsliv, som kunne give vores familie den frihed, vi havde brug for.
Så jeg kunne være den mor, jeg gerne ville være. Så vores børn kunne blive hentet tidligt og få det børneliv, vi som familie havde valgt.
Og rigtig mange af mine kunder har lignende historier.
Når jeg møder andre selvstændige i netværk og forskellige sammenhænge, oplever jeg ofte, at de er blevet selvstændige af nøjagtig de samme årsager.
Vi vil gerne have frihed til at bestemme selv.
Vi vil gerne have tid sammen med vores familie.
Og alligevel kan vi sidde med følelsen af, at det, vi gør, ikke er godt nok.
Det er lige præcis her, succesbegrebet bliver interessant for mig.
For måske er vi nødt til at finde et andet ord, når vi driver virksomhed på den måde, vi gør.
Succes handler ofte om noget udefrakommende
Hvis vi vender tilbage til definitionen af succes, så står der blandt andet, at det medfører stor anerkendelse.
Men anerkendelse er jo noget udefrakommende.
Det er ikke noget, vi selv har fuld kontrol over.
Der står også stor fortjeneste.
Og det er ikke nødvendigvis derfor, vi er blevet selvstændige.
Vi skal selvfølgelig tjene penge. Ellers kunne vi lige så godt være hjemmegående eller lave frivilligt arbejde.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal bygge virksomheder, der kan sælges for millioner eller milliarder.
Vi skal have et økonomisk fundament, som giver os frihed til at gøre alle de andre ting, vi gerne vil.
Og så er der fremgang.
Men hvad nu, hvis vi ikke har fremgang?
Hvad nu, hvis vi ikke får flere kunder i vores virksomhed, end vi allerede har?
Er vi så ikke en succes?
Det er jo netop det, jeg synes, er interessant at undersøge.
Er det overhovedet succes, vi skal måle os på?
Et andet ord: Berettigelse
For noget tid siden mediterede jeg over det her emne.
Og da jeg kom tilbage til mig selv, havde jeg et ord med, som jeg rigtig gerne vil dele med dig.
Et ord, som jeg tror, kan være vigtigt for mange af os, der driver små selvstændige virksomheder.
Berettigelse.
Måske skal vi ikke nødvendigvis måle vores virksomheder på succes.
Måske skal vi i stedet se på, om vores virksomheder har deres berettigelse.
Jeg har ikke ret mange kunder.
Og jeg har faktisk heller ikke lyst til at have ret mange kunder.
Når jeg arbejder med mine kunder, kan jeg bedst lide at afslutte én kunde, inden jeg tager den næste.
Det skyldes, at jeg arbejder rigtig meget med den energi, der er både før, under og efter en fotografering.
Hvis jeg har for mange kunder oven i hinanden, oplever jeg, at energien bliver forstyrret.
Lad mig prøve at forklare, hvordan jeg arbejder.
Hvorfor jeg ikke ønsker flere kunder
Hvis jeg eksempelvis skal fotografere en hjemmesidepakke, tager selve fotograferingen omkring tre timer.
Den dag, jeg fotograferer, er det det eneste, jeg skal.
Jeg kører ud til kunden, er sammen med vedkommende i tre timer og kører hjem igen.
Dagen efter trives jeg rigtig godt med ikke at arbejde.
Jeg kan sagtens vaske tøj, gå en tur i skoven, lave praktiske ting herhjemme eller tage til et forældremøde.
Men jeg har det bedst med, at kundens billeder og den energi, vi havde sammen under fotograferingen, lige får lov til at hvile.
På tredjedagen tager jeg billederne frem på computeren og begynder at arbejde med dem.
Jeg kan enormt godt lide at gå tilbage i den energi, vi havde under fotograferingen, og redigere billederne med den stemning i mig.
Nogle gange flyver jeg igennem redigeringen, og andre gange skal jeg bruge længere tid.
Det er meget forskelligt.
Men jeg sætter altid mindst en uge af til redigeringen, fordi processen skal have lov til at arbejde på den rigtige måde. Både i mig og i billederne.
Når jeg har sendt galleriet til kunden, er jeg klar til at tage en ny kunde ind.
Der kan selvfølgelig være lidt efterarbejde, når kunden har udvalgt sine billeder, men for mig er det kreative arbejde afsluttet, når jeg sender galleriet.
Så er jeg klar til den næste.
Det betyder, at jeg har svært ved at have for mange kunder på én gang.
Man kunne selvfølgelig godt sige, at jeg kunne tage til Sjælland og lave tre fotograferinger på to dage.
Og i princippet kunne jeg godt.
Men det er bare ikke den måde, jeg arbejder på.
Det er ikke den måde, der fungerer for mig.
Derfor skal jeg ikke have for mange kunder.
Og det betyder selvfølgelig også, at der er et ret tydeligt loft over, hvor mange penge jeg kan tjene.
En fotografering koster nu engang det, den koster.
Så hvis jeg skal have mig selv med i virksomheden og samtidig arbejde på den måde, jeg trives bedst med, bliver det svært at skabe en virksomhed med en meget stor omsætning.
Medmindre jeg sætter mine priser voldsomt op.
Og det har jeg heller ikke lyst til.
Men det betyder jo ikke, at min virksomhed ikke har sin berettigelse.
Min virksomhed har værdi, selvom den er lille
Da ordet berettigelse kom til mig, var det virkelig dejligt at mærke.
For det resonerer med mig på en helt anden måde end succes.
Succes er noget, jeg kommer til at måle op imod noget andet.
Man kan selvfølgelig måle sig op imod sig selv og spørge, om man er mere succesfuld i år, end man var sidste år.
Og det er helt klart bedre end at måle sig op imod naboen eller Jesper Buch.
Stakkels mand. Han er altid mit eksempel.
Men berettigelse er noget andet.
For selvom min virksomhed ikke er stor, og selvom den ikke skal tjene enormt mange penge, synes jeg absolut, den har sin berettigelse.
Jeg ved, at jeg gør et stort arbejde og en stor forskel for de kunder, jeg fotograferer.
Og det gør også en kæmpe forskel for mig.
Det handler ikke kun om, at jeg tjener penge på det.
Det handler i lige så høj grad, og måske endnu højere grad, om, at jeg er lykkelig, når jeg står der.
Jeg elsker de her fotograferinger.
Når lyset spiller.
Når man kan se, at mennesket foran kameraet begynder at åbne sig.
Når der kommer energi frem, og vi får den fotograferet.
Og når jeg kan mærke, at fotograferingen slet ikke var så ubehagelig for kunden, som vedkommende måske havde forestillet sig.
Jeg elsker at se, at der er sket en forskel fra det øjeblik, jeg kom, til det øjeblik, jeg gik.
Det har berettigelse.
Uanset om det er en succes eller ej.
Og det synes jeg er et fantastisk ord, som jeg virkelig gerne vil give videre.
Da jeg fik mulighed for at prøve et kontor
Noget andet, jeg gerne vil fortælle fra mit eget liv, handler om at blive klar over, hvordan man egentlig arbejder bedst.
For det, der ser rigtigt ud for andre, er ikke nødvendigvis det rigtige for én selv.
Jeg har et lille eksempel.
Da vi flyttede til Struer, begyndte jeg selvfølgelig at undersøge forskellige erhvervsnetværk.
Netværk er en af mine primære måder at finde kunder på, fordi jeg rigtig godt kan lide at møde mennesker.
Og jeg er ret overbevist om, at mennesker også skal møde mig for at finde ud af, om vi er det rigtige match.
Så jeg kontaktede erhvervshuset og kom ned og fik en snak med dem.
De var supersøde, og Søren fra erhvervshuset tilbød mig, at jeg kunne få en kontorplads og prøve det af.
Det syntes jeg var helt fantastisk.
For jeg havde faktisk drømt om at være sådan en, der tog på arbejde, i mange år.
Jeg har været selvstændig i snart ti år, og jeg har tit haft en følelse af, at min måde at arbejde på måske ikke var helt god nok.
Jeg har siddet og redigeret billeder i sofaen med benene oppe.
Jeg har redigeret billeder i bilen, når vi har været på vej et sted hen.
Jeg har generelt en lidt rodet måde at arbejde på.
Så tanken om at kunne tage på arbejde om morgenen var virkelig tiltalende.
Jeg forestillede mig, at jeg kunne cykle sammen med mine børn, tage ned på kontoret og sidde der og arbejde de dage, hvor jeg ikke havde fotograferinger.
Det ville jeg rigtig gerne.
Så jeg takkede ja til at prøve kontorpladsen.
Og jeg blev simpelthen stresset af det.
Da arbejdet pludselig blev til arbejde
Det var virkelig interessant at opleve, hvad det gjorde ved mig at arbejde på den måde.
For som jeg lige har fortalt, sidder jeg ofte og redigerer billeder i sofaen.
Hvis jeg skal skrive et blogindlæg eller arbejde med nogle idéer, kan jeg finde på at tage papir og blyant med ud i skoven og sætte mig i et shelter.
Om sommeren arbejder jeg også tit ude i vores gårdhave.
Jeg har et meget flydende arbejdsliv.
Og det kan måske se lidt rodet ud udefra.
Men jeg hygger mig med det.
Jeg kan tænde et stearinlys, sætte mig i sofaen og arbejde, mens jeg har benene oppe.
Da jeg så kom ned i det åbne kontorlandskab med en masse andre iværksættere, var det selvfølgelig hyggeligt at hilse på folk.
Men så skulle jeg jo sidde der og arbejde.
Og min krop lukkede nærmest ned.
Det, som jeg normalt oplever som en hyggelig og flydende proces, blev pludselig til arbejde.
Jeg gik fra at have en ekstrem frihed i min hverdag til at føle, at nu var jeg på arbejde.
Og det var egentlig ret paradoksalt.
For jeg havde fået en nøglebrik og kunne komme og gå, præcis som jeg havde lyst til.
Det var altså ikke, fordi jeg mistede friheden rent praktisk.
Men følelsen var helt anderledes.
Jeg kunne jo ikke bare smide benene op på samme måde i et kontorlandskab.
Der skulle jeg sidde pænt på en kontorstol og arbejde.
Og det tog mig enormt lang tid at få lavet noget.
Ofte fik jeg slet ikke lavet noget.
Når jeg så kom hjem, endte jeg med at redigere billederne eller skrive det, jeg egentlig skulle have lavet på kontoret.
Jeg havde allerede skabt det arbejdsliv, jeg ønskede
Det fik mig til at reflektere over den forestilling, jeg havde gået rundt med i mange år.
Forestillingen om, hvordan det rigtige arbejdsliv skulle se ud.
At jeg ville være mere effektiv, hvis jeg tog på kontor.
At det hele ville blive mere professionelt og struktureret.
Men det var jo bare en fantasi.
For i virkeligheden havde jeg allerede skabt det arbejdsliv, der passede til mig.
Jeg elsker kombinationen af at være ude hos mine kunder og bagefter være hjemme i min egen energi.
Når jeg er ude at fotografere, bruger jeg rigtig meget energi.
Jeg går ofte så meget i flow, at jeg glemmer at spise og ikke rigtig mærker min krops signaler.
Jeg elsker det.
Men jeg kan ikke være i den tilstand hele tiden.
Der er en grund til, at jeg har brug for at restituere dagen efter en fotografering.
Og hvis jeg så også skulle sidde på kontoret på de dage, hvor jeg normalt restituerer, fungerede det simpelthen ikke.
Så jeg måtte ringe til Søren og sige, at jeg var rigtig glad for muligheden, men at jeg også var blevet klar over, at det overhovedet ikke var noget for mig.
Og det er jo fantastisk, når vi får sådan nogle ahaoplevelser.
Når vi opdager, at noget, vi troede, vi skulle gøre for at blive mere succesfulde, slet ikke var det rigtige for os.
Her kommer ordet berettigelse ind igen.
For min virksomhed er jo ikke mere eller mindre berettiget, fordi den ser ud på en bestemt måde.
Den fungerer, som den gør, fordi den er indrettet efter min energi og den måde, jeg arbejder bedst på.
Og selvom jeg aldrig skal have et stort imperium eller en masse ansatte, så har min virksomhed stadig sin berettigelse.
Så det var en lille erkendelse fra mit eget liv.
Mit rodede arbejdsliv er faktisk helt, som det skal være.
En refleksionsøvelse til dig
Inden vi slutter, vil jeg gerne give dig en lille øvelse med.
For jeg tror, det er ret nemt at sidde og nikke genkendende til det her med, at vi skal definere vores egen succes og føle os berettigede i vores virksomheder.
Men det kan være sværere faktisk at få sat ord på, hvad det betyder for os selv.
Så hvis du har lyst, synes jeg, du skal finde et stykke papir frem og bruge fem minutter på tre spørgsmål.
1. Hvornår føler du, at du er allermest lykkedes i din virksomhed?
Prøv at tænke på en helt konkret situation.
En situation, hvor du tænkte:
Yes, det her var præcis det, jeg startede min virksomhed for.
Lige nu lykkes tingene, præcis som de skal.
2. Hvad ønsker du allermest, at din virksomhed skal give dig?
Du må gerne finde tre ting, som virkelig betyder noget for dig.
For hvis vi vælger at drive vores egen virksomhed, synes jeg også, den skal give os mere end bare én ting.
Mere end for eksempel kun penge.
Så hvad er det, din virksomhed skal give dig?
Find tre ting.
3. Er det faktisk de ting, du måler din succes på?
Det her er måske det allervigtigste spørgsmål.
Når du nu har defineret tre ting, som betyder noget for dig, er det så også dem, du bruger til at måle din succes og din virksomheds berettigelse?
Eller kommer du til at bruge nogle udefrakommende målestokke?
Hvis det, du ønsker allermest, er frihed, men du hele tiden måler din succes på, hvor travlt du har, så er der måske noget, der kunne være interessant at justere på.
Tak, fordi du lyttede med
Det var det, jeg havde med til dig i dag fra det her afsnit om succes og berettigelse.
Jeg håber, du kunne bruge nogle af mine refleksioner til noget.
Og allermest håber jeg, at du driver en virksomhed, der passer lige præcis til dig og til den måde, du ønsker at arbejde og leve dit liv på.
Det var alt, hvad jeg havde for i dag.
Jeg håber, vi lyttes ved om 14 dage.
Jeg hedder Zoey Elinor, og du kan læse meget mere om mig på min hjemmeside zoeyelinor.dk.
Og hvis vi ikke allerede har mødtes til en fotografering, håber jeg, at vi kommer til det en dag.
Er du nysgerrig på, hvad jeg kan tilbyde, er du altid velkommen til at booke en afklaringssamtale på min hjemmeside.
Tak, fordi du lyttede med.

