Zoey Elinor – podcast om synlighed som selvstændig
| |

Mod til synlighed – når du tør vise, hvem du er som selvstændig

Hvad sker der, når du ikke længere kun viser dit arbejde, men også begynder at vise mennesket bag virksomheden?

Synlighed som selvstændig kan være sårbart. For i det øjeblik vi bliver tydelige omkring, hvem vi er, hvad vi står for, og hvordan vi arbejder, giver vi også andre mennesker mulighed for at tage stilling til os.

De kan vælge os til.

Men de kan også vælge os fra.

I første episode af Soulful Nature deler jeg mine egne erfaringer med at gå fra næsten udelukkende at gemme mig bag mine billeder til at lade mig selv, mine værdier og mine holdninger fylde mere i min virksomhed.

Jeg taler om personlig branding, usikkerhed, grænser, frygten for at sige noget forkert og om forskellen på at være personlig og privat.

For måske handler synlighed ikke om at vise mere. Måske handler det om at turde være tydeligere.

Lyt til Mod til synlighed

Soulful Nature · Sæson 1 · Episode 1

Soulful Nature S1E1: Mod til synlighed – en podcast om synlighed som selvstændig og personlig branding.
Zoey Elinor – podcast om synlighed som selvstændig

Synlighed handler ikke kun om markedsføring

Da jeg startede som selvstændig fotograf i 2017, havde jeg en hjemmeside, Facebook og Instagram. Jeg viste masser af billeder fra mine fotograferinger, så potentielle kunder kunne se, hvad jeg kunne som fotograf.

Men de kunne ikke nødvendigvis se, hvem jeg var.

Jeg kunne gemme mig bag mit produkt, og det føltes på mange måder trygt. Men det betød også, at mine kunder havde meget lidt mulighed for at danne sig et indtryk af mennesket, de skulle arbejde sammen med.

Med tiden opdagede jeg, at synlighed kunne noget andet end bare at skaffe opmærksomhed.

Det kunne skabe tydelighed.

Når mine kunder ved, hvordan jeg arbejder, hvad jeg står for, hvad de kan få hos mig, og hvad de ikke kan få, har de et langt bedre grundlag for at beslutte, om jeg er den rigtige fotograf for dem.

Og det har ændret min måde at tænke markedsføring og personlig branding på.

Det er okay at blive valgt fra

Noget af det svære ved at være synlig som selvstændig er, at andre mennesker får mulighed for at have en holdning til det, vi viser.

Hvis vi ikke siger ret meget, er der heller ikke ret meget at være uenig med os i.

Når vi bliver tydelige omkring vores værdier, holdninger og måden, vi driver virksomhed på, vil nogle mennesker opdage, at vi ikke er det rigtige match.

Det kan føles ubehageligt.

Men jeg er efterhånden begyndt at se det som en af de store fordele ved synlighed.

For hvis mennesker kan vælge mig fra, inden de kontakter mig, kan de mennesker, der faktisk passer til mig og min måde at arbejde på, også langt lettere vælge mig til.

Synlighed handler derfor ikke nødvendigvis om at appellere til så mange mennesker som muligt.

Det kan også handle om at gøre det lettere at finde de mennesker, vi faktisk passer sammen med.

Personlig behøver ikke betyde privat

Jeg synes, der er en vigtig forskel på at være personlig og at være privat.

Synlighed betyder ikke, at du skal dokumentere dit liv fra morgen til aften. Du behøver ikke fortælle alt om din familie, vise hvad du køber i supermarkedet eller dele noget, bare fordi du føler, at du skal være “synlig”.

For mig bliver det interessante det, der fortæller noget relevant om mennesket bag virksomheden.

Det kan være mine værdier, mine holdninger, det der begejstrer mig, min kreativitet eller min måde at se verden på.

Det personlige kan være med til at skabe relation og tillid.

Det private må stadig gerne være privat.

Hvad hvis jeg siger noget forkert?

En anden del af synligheden, som jeg selv har skullet arbejde med, er frygten for at sige noget, jeg senere fortryder.

Hvad hvis jeg ændrer mening?

Hvad hvis jeg siger noget dumt?

Hvad tænker andre mennesker om mig?

Jeg ændrer holdning. Jeg skifter retning. Jeg kan ofte se en sag fra flere forskellige perspektiver.

Og jeg har måttet lære, at jeg godt må sige det, jeg mener nu, uden at det betyder, at jeg skal mene præcis det samme resten af mit liv.

Vi udvikler os. Vores virksomheder udvikler sig. Og vores perspektiver kan udvikle sig sammen med os.

Måske skal du ikke være mere synlig

Jeg tror ikke nødvendigvis, at løsningen er at dele mere.

Du behøver ikke poste hver dag. Du behøver ikke fortælle mere om dit privatliv. Og du behøver ikke være synlig for synlighedens skyld.

Et spørgsmål, jeg synes er langt mere interessant, er:

Hvad har mennesker brug for at vide om dig for at kunne mærke, om I er det rigtige match?

Måske handler mod til synlighed derfor ikke om at fylde mere.

Måske handler det om at turde stå tydeligere frem som den, du allerede er.

Zoey Elinor – podcast om synlighed som selvstændig
Soulful Nature S1E1: Mod til synlighed – en podcast om synlighed som selvstændig og personlig branding.

Transskription af podcasten: Mod til synlighed

Herunder kan du læse en redigeret transskription af hele episode 1. Teksten er sprogligt tilpasset fra talesprog, men indhold og betydning er bevaret.

Du lytter til første afsnit af sæson 1 af min nye podcast fra Soulful Nature, som min virksomhed hedder.

Jeg hedder Zoey Elinor, og jeg er fotograf. Og det kan jo synes forholdsvis paradoksalt, at en fotograf, der arbejder med visuel formidling, laver en podcast.

Men nogle gange er det sådan, det er. Jeg elsker selv at lytte til podcasts, og så synes jeg også, at jeg har en masse at sige.

Så velkommen til.

Noget af det, jeg vil snakke om i dag, ligger forholdsvis langt tilbage i min egen virksomhed. Nemlig mod til synlighed.

Det her med at turde vise sig frem er noget, jeg har nogle tanker om, som jeg gerne vil dele. Og også nogle refleksioner, som du måske kan tage med ind i din egen virksomhed.

Jeg ved jo ikke, hvor langt du er i din rejse, men jeg skal tilbage til 2017, da jeg startede virksomhed. Så det er alligevel et par dage siden.

Jeg kunne godt tænke mig at lægge en disclaimer ind allerede med det samme. For det er som sagt nogle år siden, vi skrev 2017. Jeg har 10-års jubilæum til næste år.

Det er sindssygt.

Det gør også, at min hukommelse er en lille smule plettet. Vores hjerne har det med at lave om på tingene og historierne, så hvis ikke jeg husker det hele helt skarpt, må du bære over med mig.

Det sværeste ved at starte som selvstændig

Noget af det, jeg syntes var allersværest, da jeg startede som selvstændig, var faktisk hverken regnskab, moms eller noget af alt det.

Det var det her med at skulle ud og have kunder.

Og den dag i dag synes jeg stadig, at det er noget af det allersværeste. Det er blandt andet også derfor, jeg laver den her podcast nu.

For jeg tror på, at jo mere vi deler af os selv, vores livssyn og vores måde at drive forretning på, jo større mulighed har vi for at ramme de kunder, der resonerer med os.

Da jeg startede som fotograf, startede jeg som familiefotograf. Jeg havde små børn, havde fået mig et spejlreflekskamera og tog rigtig mange billeder af mine egne børn og mine veninders børn.

Så begyndte det ligesom at udvikle sig derfra.

Jeg hjemmepassede mine børn de første tre år, og da de skulle tilbage i institution, kunne jeg mærke, at jeg ikke selv skulle tilbage.

Jeg havde selv arbejdet i institution, men det kapitel var slut. Jeg skulle noget andet.

Så min mand og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene og blev enige om, at jeg skulle starte selvstændigt.

Og så startede ellers en selvudviklingsrejse uden lige.

Det er også det, jeg plejer at sige til mennesker, der fortæller mig, at de lige har startet virksomhed: Velkommen til den vildeste selvudviklingsrejse.

Der er simpelthen så meget, man lærer om sig selv, når man bliver selvstændig.

Jeg havde næsten ingen billeder af mig selv

På det tidspunkt havde jeg en Instagram-konto, Facebook og min hjemmeside.

Og jeg havde stort set ikke et eneste billede af mig selv.

Måske havde jeg et profilbillede, men ellers var det alle andres billeder, jeg postede.

Hvis jeg havde været ude til en familiefotografering, spurgte jeg gerne, om jeg måtte lægge billederne op. Det måtte jeg som regel, og så var det deres billeder, jeg viste.

Det var super, for så kunne jeg vise, hvad jeg kunne.

Jeg ved, at nogle gemmer sig bag faglige opslag og fortæller en hel masse om deres faglighed. Men fordi jeg er selvlært fotograf, ikke havde nogen faglig baggrund og samtidig havde en smule imposterfølelse, var det ikke rigtig en mulighed, jeg selv følte, jeg havde.

Til gengæld havde jeg et produkt, jeg kunne gemme mig bag.

Jeg behøvede ikke selv at være synlig overhovedet.

Det var ikke, fordi jeg ikke fik kunder. Det gjorde jeg. Jeg lavede nogle smukke billeder, folk var glade, og jeg fik rigtig meget mund-til-mund.

Men jeg havde også mange udfordringer med kommunikationen.

Folk vidste faktisk ikke, hvad jeg stod for.

Jeg havde svært ved at sige: Min pris er høj.

Jeg havde svært ved at fortælle, hvor mine grænser gik, fordi jeg ikke havde fortalt nogen, hvor mine grænser var.

Jeg er forholdsvis konfliktsky, og det betød, at jeg kunne komme ud i situationer, hvor nogen eksempelvis skrev fra Frederikshavn og gerne ville have mig derop.

Fordi jeg ikke havde skrevet noget om, hvad jeg stod for, eller hvordan tingene fungerede i min forretning, kørte jeg rask væk til Frederikshavn uden at tage betaling for kørsel.

Det var ikke, fordi mine kunder var grænseoverskridende.

Det var, fordi jeg ikke selv viste, hvor mine grænser var.

Hvad kan man få hos mig – og hvad kan man ikke få?

I takt med at jeg blev mere og mere rusket rundt, var jeg nødt til at blive klar på, hvad jeg egentlig ville.

Jeg måtte sætte mig ned og kigge på:

Hvad kan man i min forretning?

Og hvad kan man ikke?

Der var også rigtig mange ting i min virksomhed, som jeg egentlig var flov over.

Jeg var helt nystartet og havde ikke nogen erfaring. Det havde jeg svært ved.

Men i dag tror jeg langt mere på, at det rigtige er at sige: Jeg har nye, friske øjne. Jeg har det her perspektiv på opgaverne. Jeg har været i gang i fire måneder – eller hvad det nu måtte være.

For så ved kunderne, hvad de får.

Jeg havde også et fotostudie i et orangeri, der var bygget på vores hus. Det var jeg faktisk flov over.

Jeg syntes, det var svært, når kunderne kom og skulle igennem mit hus og ned i det her orangeri.

På et tidspunkt blev jeg klar over, at jeg var nødt til at arbejde med det.

Jeg var nødt til at vise, hvad man får i min butik – og hvad man ikke får.

Så jeg begyndte at spørge mig selv:

Hvad er egentlig det gode ved det her?

Hvad får kunden ud af det?

For kunder kommer uden viden om vores virksomheder. Vi er nødt til at lære dem, hvad de får hos os.

Hvis kunden ved det, har vedkommende et oplyst grundlag for at træffe beslutningen:

Vil jeg gerne købe det her, eller vil jeg ikke?

Det, jeg var flov over, kunne blive en styrke

Jeg kiggede på orangeriet og tænkte: Det er jo det, jeg har. Det er det, jeg tilbyder. Så hvad er godt ved det?

Hvorfor fotograferer jeg overhovedet i et orangeri?

Det gode var lyset.

Lyset var fuldstændig fantastisk, og man kunne få virkelig smukke billeder derude.

Så jeg fik lavet en lille video til YouTube, hvor man kunne se mig fotografere i orangeriet og derefter se de færdige billeder.

På billederne kunne man ikke se, at de var taget i et orangeri, men på videoen kunne man se hele processen.

Så havde jeg noget at binde min forretning op på.

Når folk kom, vidste de, at det var sådan, det foregik hos mig.

Og de ville gerne have det, for ellers var de ikke kommet.

Det var en kæmpe lettelse.

Frygten for at vise sig selv

Jeg havde også enormt svært ved mit udseende.

På det tidspunkt syntes jeg, mine lægmuskler var enorme. Jeg syntes, min mave var stor. Jeg kunne slet ikke lide min krop.

Og jeg var faktisk mindst 15 kilo lettere, end jeg er i dag.

Men jeg havde så svært ved at skulle vise mig på video eller billeder.

Der måtte jeg arbejde med min egen selvforståelse.

Når andre mennesker kigger på mig, kan de jo se, hvordan jeg ser ud. De kan se, hvad jeg vejer. De kan se størrelsen på mine lægmuskler.

Det er jo det samme, når jeg nogle gange har kunder, der spørger, om jeg ikke kan lave dem 10 kilo tyndere på billederne.

Hvorfor skal jeg det?

Når jeg ser på dig, har du den størrelse, du har. Og det er det menneske, jeg godt kan lide. Det er det menneske, jeg holder af.

Det er også sådan, vi skal se ud på billederne.

De mennesker, der skal handle med dig, ser dig udefra. De ser ikke på dig med dine egne kritiske øjne indefra.

Så jeg begyndte at spørge mig selv:

Er størrelsen på mine lægmuskler virkelig afgørende for, om nogen vil købe hos mig?

Hvis jeg selv skulle bruge en advokat, ville jeg være fløjtende ligeglad med, om vedkommende var tyk eller tynd, gråhåret eller ej eller bar briller.

Jeg har brug for, at personen kan udføre det arbejde, jeg kommer efter.

Men jeg har også brug for at vide, hvad det er for et menneske, jeg skal møde.

Vi vil gerne vide, hvem vi handler med

Vi har brug for at kunne se mennesket, vi skal stå overfor.

Det gælder, uanset om det er en terapeut, en håndværker, en fotograf eller noget helt fjerde.

Jo mere man arbejder med mennesker og udvikling, jo vigtigere kan det selvfølgelig være, at man føler sig tryg.

Men selv med en håndværker betyder det noget for mig. Hvis jeg skal lukke et menneske ind i mit hus og måske give vedkommende en nøgle, vil jeg gerne have en fornemmelse af, hvem det er.

Der skal være tillid.

Og det er en del af synligheden.

Når synlighed betyder, at nogen vælger dig fra

Hvorfor kan vi så blive bekymrede for at vise os selv?

Der kan være usikkerhed omkring vores udseende. Vi kan føle, at vi ikke er gode nok.

Men der kan også være en anden frygt:

Hvad hvis jeg får skrevet eller sagt noget, som bliver stående, og jeg senere ikke mener det længere?

Jeg er sådan en, der skifter holdning og retning rigtig meget.

Jeg er ikke stationær.

Og det tror jeg faktisk ikke, mennesker er.

Så jeg har været nødt til at give mig selv lov til at ændre retning, også selvom jeg tidligere har sagt noget andet.

Det er en del af det menneske, jeg er.

En anden udfordring ved at blive synlig er, at vi indsnævrer gruppen af mennesker, vi er enige med.

Hvis vi ikke siger noget, er vi på en måde altid enige med alle, fordi vi ikke har taget stilling.

Men vi kan ikke være enige med alle.

For mig har det været noget, jeg virkelig har skullet arbejde med:

Det er okay at vælge fra.

Og endnu vigtigere:

Der ligger en kæmpe styrke i synligheden, fordi andre mennesker kan vælge mig fra, inden jeg overhovedet behøver at møde dem.

Hvis jeg er tydelig omkring, hvad jeg står for, og hvad man kan få hos mig, får de mennesker, der ikke skal handle med mig, mulighed for at vælge mig fra.

Og så er der langt større sandsynlighed for, at dem, der faktisk kontakter mig, er et godt match.

Tydelighed tiltrækker de mennesker, jeg gerne vil arbejde med

Jeg er for eksempel tydelig omkring, at hvis man ønsker at blive photoshoppet rigtig meget og ændret til at ligne et andet menneske, så er jeg ikke den rigtige fotograf.

Det er simpelthen ikke det, jeg gør.

Når jeg er tydelig omkring, at det er en værdi, jeg har, tiltrækker jeg også mennesker, der selv har lyst til at være tydelige i deres virksomhed.

Mennesker, som hviler i, at de er, som de er, og tilbyder et godt produkt.

Det betyder ikke, at man ikke må være nervøs for at blive fotograferet.

Man behøver bestemt heller ikke elske kameraet.

Faktisk synes jeg, der er noget magisk i at møde et menneske, der siger:

“Jeg synes faktisk ikke, det her er specielt sjovt, men nu gør jeg det.”

Den der nu gør jeg det-energi kan jeg enormt godt lide.

Og når vi så går derfra tre timer senere, og de er glade og opdager, at det slet ikke var så ubehageligt, som de havde forestillet sig, så er det lige præcis de mennesker, jeg gerne vil arbejde med.

Hvad tænker de andre om mig?

Noget andet, jeg har arbejdet meget med, er de situationer, hvor jeg har sagt noget og bagefter tænkt:

Nej, nej, nej. Sagde du virkelig det?

Hvad har de dog ikke tænkt?

Men jeg har lært noget vigtigt:

De andre mennesker er også optaget af de dumme ting, de selv fik sagt.

Hvis noget, jeg har sagt, stadig nager mig dagen efter – især hvis jeg er bange for, at det kunne have været stødende eller upassende – så tager jeg faktisk kontakt.

Jeg kan skrive eller ringe og sige:

Det er jeg virkelig ked af, at jeg fik sagt. Det var dumt.

Så har jeg handlet på det, og bagefter kan jeg lade det ligge.

Og langt de fleste gange siger folk noget i retning af:

“Gud, det lagde jeg slet ikke mærke til.”

Det har hjulpet mig enormt meget i forhold til at turde stå frem som den, jeg er.

Synlighed betyder ikke, at du skal dele alt

Til sidst er der én ting, jeg synes er vigtig.

Synlighed er ikke det samme som at dele alt hele tiden.

Nogle gange får jeg en fornemmelse af, at synlighed – især i Instagram-tider – bliver gjort til et spørgsmål om kvantitet.

At man bare skal være synlig hele tiden.

Men der er ingen, der får noget relevant ud af at se mig handle i supermarkedet i forhold til min virksomhed.

Jeg kan godt dele, at jeg eksempelvis er i gang med at male. Jeg er et meget kreativt menneske, og det fortæller noget relevant om mig.

Det viser en kreativitet, der rækker ud over fotografiet, men som selvfølgelig også følger med ind i mit arbejde.

Og det viser noget om, hvad der begejstrer mig.

Begejstring synes jeg har en plads i vores synlighed, fordi den fortæller noget om, hvad vi er for nogle mennesker.

Men at jeg handler eller henter mine børn fra skole behøver jeg ikke dele, hvis det ikke har nogen relevans.

Der bliver ofte talt om forskellen på at være privat og personlig.

For mig handler synlighed netop om at være personlig.

Det handler også om at vise, hvor mine grænser går.

For så kan vi bruge synligheden positivt til både at invitere de rigtige mennesker ind og lade dem, der ikke er et match, vælge os fra.

En refleksion til dig

Så hvad kan du tage med fra alt det her om synlighed?

Måske kan du kigge på din egen virksomhed og spørge dig selv:

Hvad er der i min virksomhed, som jeg synes er svært eller måske ligefrem skammer mig over?

Hvad ville der ske, hvis jeg turde være tydelig omkring det?

Og kan noget af det, jeg forsøger at gemme væk, faktisk bruges positivt i min synlighed?

Det behøver ikke engang handle om, hvordan dine kunder får noget ud af det.

Nogle gange kan det også handle om at få ro i sig selv i mødet med sine kunder.

Det var ordene for i dag.

Det her var første afsnit af sæson 1 af Soulful Nature.

I næste afsnit skal vi tale om noget andet, jeg tænker meget over:

Hvem har egentlig bestemt, hvordan succes skal se ud – og hvad er succes for dig og mig?

Soulful Nature S1E1: Mod til synlighed – en podcast om synlighed som selvstændig og personlig branding.
Zoey Elinor – podcast om synlighed som selvstændig

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *